Temaudsendelse

Udsendt: 29-12-1982 (onsdag) klokken 23:05-00:00

Beskrivelse: "Et liv i attityder"

Vis: indhold | speak

Navigation: forrige udsendelse | oversigt | næste udsendelse

#	Kunstner	Titel	Tidspunkt	Speaktype	Speak og kommentarer
1		DR speaker	00:00:00	Introduktion	.. 55 minutters stifinder i New Yorks asfaltjungle, beboet af en generation teenagere, der blander punk og disco, opfatter sex og samfund som ren teknologi, og dyrker koldkrigshalvtredserne, som de ikke er gamle nok til virkelig at kende. - - - Speakeren (en kvinde) taler et helt fantastisk godt dansk. Hun har en god fortællestemme og udtaler ordene meget tydeligt og flot.
			00:00:00	Velkomst	55 minutters stifinder i New Yorks asfaltjungle, beboet af en generation teenagere, der blander punk og disco, opfatter sex og samfund som ren teknologi, og dyrker koldkrigshalvtredserne, som de ikke er gamle nok til virkelig at kende.
2		Intro	00:00:36	Velkomst	Tresserne havde protest, halvfjerdserne navlebeskuelse og firserne har attitude. Tressergenerationen ser ungdomsoprøret som sin personlige opfindelse og forestiller sig, at den stadig er et alternativ til det bestående samfund. Men der er brændt mange røgelsespinde siden "68. Meget langhåret er rullet under frisørgilliotinen. Det tog er kørt. Halvfjerdserne forvrængede hippiebilledet. Det blev ying-yang, rejsen indad til sjælen, mikro-makro og kødløs dagligdag; navlebeskuelse. Tresserne førte frem til alt det sure samspilsramte, de oliekrisede fesne halvfjerdserkatastrofilm blev et vartegn over. Velfærdssamfundet stagnerede, krise, arbejdsløshed, gæstearbejderhad, konservatisme - afmagt. I sommerens løb har en ny spirende ungdomskult set dagens og nattens lys i et par af USA's storbyer ? først og fremmest New York. Et storbyfænomen, der mest består af hvide middleclass-kids, der ifører sig genbrugskluns fra før verden gik af lave, før Beatles, Stones, Vietnam, Dylan, Nixon - før tresserne. Den ny generation er vokset op med tressernes naive håb om et alternativt samfund, og halvfjerdsernes åndelige onani, og generationen har set visionerne svulme op og blive voldtaget af forbrugersamfundet, der har bearbejdet drømmene og spyttet dem ud som konsumvarer. I en verden hvor drømmene ender som vareorgasme er kunsten død. En verden, hvor stormagternes atomdingenoter truer, søger dens ungdom væk fra fremtiden, tilbage til fortiden. Halvtressernes genbrugsvirkelighed tager over, musik og livsstil søger det syntetiske, nyder det kunstskabte, designet som det kaldes. Og værsgo maestro, spil op, "Designer music" sunget af kropsløse forenede læber, Lipps Inc.
3	Lipps Inc.	Designer music
4		Snak	00:05:03	Introduktion	Nu bagefter er det let af affeje hippiekulturen som et overskudsfænomen i et fremdriftigt industrisamfund. Mens samfundet skruer ned til 19 grader, bliver hippieideen en vittighed. Det er ikke længere smart at være fattig og leve i nuet, når man er ledig og uden uddannelse. Attitydeungdommen vil ikke ende som ying-yang-vegetarianere med biodynamisk landbrugsjord under neglene. Den er skarptrygget storbyungdom der vil have samfundsgoder, produkter, service, og prisen ? man står ved sin maskine og spytter varer ud. Det er det krisen har brug for. Fart, skub, penge, rush, push, cash, nes pas, Yello med "Bostich?.
5	Yello	Bostich	00:07:49	Introduktion	Tressernes fremtidshåb er endt som stramrøvet designerjeans. Mens ungdomsoprøret for alvor gik i indisk bomuld og militærjakker med skudhuller som politisk budskab, så ifører attitydeungdommen i New York sig ingenting med tøjets oprindelige indbyggede værdi. Når fremtiden ligger øde og radioaktivt hen, forherliger attityden fortiden med dens Marylin Monroe-platinblonde uskyld, stilethæle, pop-art, leopardmønster, touperet hår, gummisko og baseballjakker, der er attitydens varemærke. Attityden stiliserer fortiden, den ikke har kendt, og ofte med pokeransigt; altid med ironi. Generationen er på vagt efter at have indset at man ikke kan tage noget for givet i en verden, der ikke er hvad den ser ud til på overfladen. Punk og new wave er udgangspunktet i den ny følsomhed, men punkoprøret med fortiden og det stivnede hønsestrikkende tresseraristokrati er videreudviklet, og blevet til besættelse, hvor de uskyldige koldkrigshalvtredsere er varemærket. Det egentlige varemærke er tvetydighed, ironi, kynisme, tvekønnethed.
			00:09:37	Outroduktion	Forventningerne til middelklassen og forventningernes sammenbrud i halvfjerdserne og begyndelsen af firserne tvinger attityden til at ironisere over tilværelsen. Hele livet har de 15-20-årige set den vestlige kulturarv og den amerikanske drøm smuldre. Vietnam, velstand, politikernes ærlighed, nedrustning, ligeret, en social retfærdighed. Slutfacit: Usikkerhed, alkohol, apati, desperation, egodyrkelse, konformitet, desperation, fremtids- og alderdomsangst, konkurrenceræs. Her aflivet på et par minutter på gruppen gummicelles seksuelt udviskede forsanger. Det er morgenen efter forrige måned. Jeg ved mit spejl aldrig lyver. Er det virkelig mig, der har komplekser? Soft Cell med ?Insecure me?.
6	Soft Cell	Insecure me	00:12:52	Introduktion	Massekulturen skaber varer af drømmene og forhåbningerne. Ørevatpinde, fodpuder, deodorantsæbe og menstruationsbind med duft og indbygget tryghed, fjerner de sidste rester af natur og kultiverer totalt, og attityden har fundet på en ny måde at gå til modangreb på. Den insisterer på, at den eneste måde man kan sig gældende i et højtudviklet forbrugersamfund på er ved at forbruge. Men holdningen er baseret på samfundets barske økonomiske realiteter, så som en flok børn der leger ved brug-og-smid-væk-virkelighedens skraldebøtter, går attitydeungdommen på jagt i genbrugsbutikkerne efter halvtredserfortiden, som de ved aldrig bliver deres. Når second hand-glamouren er kommet på, så er tiden også inde til melodramatiske læg-hånden-på-panden, og ironisk stave følelseslivet med store bogstaver: P, A, S, S, I, O, N, og naturligvis lade de syngende hedde The Flirts.
7	The Flirts	Passion	00:16:03	Introduktion	Attityden er som sagt en videreudvikling af punk og også af camp, en tvetydighed der først er dobbeltbundet, så tredobbeltbundet. Fx blev musicalen The Sound of Music for måneder siden opført i New York. Men den oprindelige guvernante, på film spillet af den sødmælksinderlige Julie Andrews, blev spillet af en af Andy Warhols transseksuelle superstars, som om hun var en puertorikansk ludertøs, der troede hun var med i West Side Story. Og se det er attityde.
8	Laurie Anderson	O Superman	00:18:41	Introduktion	Attityden ved godt alting alligevel ender på kulturfabrikken, og dens modstrategi er at få processen til at gå den modsatte vej. Det maskinfremstillede, masseproducerende, duplikerende reklamesamfund er blevet attitydens inspirationskilde. Et punkband fra Los Angeles har fx stjålet melodien fra en reklamefilm for cowboy-bukser, og scoret et hit på det. Generationens kromosomer stammer lige meget fra mor og far og tegneserieheltene. Det hele er alligevel telekommunikationssammenbrud. ?Oh Superman?, Laurie Andersson.
9	Our Daughter's Wedding	Elevate her	00:22:17	Introduktion	Attityden er født ud af en kultur med høj levestandard og livskvalitet. Trods forbilleder som James Dean, Andy Warhol, tegneseriefigurer, Marylin Monroe og twistende halvtredserhusmødre, ved generationen godt, at der ikke findes virkelige helte. Det er svært at præcisere sine drømme i en verden, hvor offentlige nedskæringer hele tiden snævrer horisonten ind. It's hard to say what our dreams are. They might have been the same as yours, except that we know, that those dreams can never be realised. Attityden omfavner sin forstadsopvækst, hilser sin butikscenterkultur med bidende ironi, og velkommer teknologien som frelser og ødelægger på samme tid. ?Elevate her? er ikke elevator på engelsk, men ?løft hende?, seksualiteten som hi-tech. Gruppen der synger kalder sig snigende underfundigt ?Vores datters bryllup?, og antyder landlig velkendt idyl, men pladetitlen ?Havestole?, men erotikken er maskinel kønsdrift ? evig monoton og retningsløs potens i ?Elevate her? fra pladen ?Lawn chairs? med gruppen Our Daughters Wedding.
10	Divine	Native love (step by step)	00:27:47	Introduktion	Attityden river fortiden ud af sammenhængen, genbruger den, vrider eller overdriver den for at vise, at den opvoksende ungdom ikke vil lade sig opsluge af massekulturen ? i alt fald ikke uden kamp. Mens forureningssamfundet opæder de sidste rester natur, bliver urskovsidyllen glamouriseret, men forvrænget. Den kvart tons tunge transvestit, Divine, iført stormaskede netstrømper, lilla satin cocktailkjole med sorte flæser, enormt tuperet hår og grotesk make-up, synger, vrænger, reciterer sit grundkursus i urskovselskov, til tonerne af generatordiscoens pumpende storbyrytmer. ?Step by step to native love? med Divine.
11		Snak	00:32:52	Introduktion	Når inspirationen er borte, skaberen er død, er der kun skallen, overfladen og manererne tilbage. Attityden hylder overfladen og tingenes udseende. Intellektuelle dybsindigheder bliver reduceret til idéløs blank overflade, og pigegruppen her synger, at han virkelig fortalte noget vigtigt, men du får aldrig at vide hvad det er. Gruppens navn forstørrer bananpik-symbolet op i biografmørkets cinemascope-format, eller som de kalder det ? Bananarama ? med ?Really saying something?.
12	Bananarama	Really saying something	00:37:22	Introduktion	Attityden føler, at den er født ud af et uopretteligt kulturelt forfald. Tidsregningen begynder ikke omkring Jesu fødsel, men da oliekrisen sætter ind, og Vietnamkrigen slutter. Før pengekrisen er der overskud, folk tror, at de har demokratisk indflydelse, men da Nixon slutter krigslegene i Vietnam, opstår en generation af bevidstgjorte, men politisk impotente, unge, og idealismen bliver afløst af kynisme. I think the hippie-generation was very sweet to by be outraged by Vietnam and Watergate, incredibly innoscent, dumb, stupid and naive, but very, very sweet. Fortiden får fingeren, op i røven med 70-erne, ?Goodbye seventies? med Yazoo.
13	Yazoo	Goodbye seventies
14	ABC	The look of love	00:41:45	Introduktion	Legenden siger, at David Bowie og Mick Jagger tog på attitydediskotek sammen, og mens den biseksuelle space-cadet Bowie blev tigget om at komme indenfor, blev den sejlivede rockdinosaur Mick Jagger afvist ved døren. Bowie er et af attitydens forbilleder, skiftende, i stadig bevægelse og udvikling, delstidsbøsse, familiefar, heltidsmusiker. Der er langt fra tressernes fysiske uskyld i ?I want to hold your hand?, til de universitetsuddannede dybsindigheder, om kærlighedens blankpolerede overflade, ?The look of love?, med den Bowie-syngende gruppe, ABC.
15		Snak	00:45:41	Introduktion	Englænderen Malcolm McLaren har nok givet den ny følsomhed ny næring. Han var manden bag Sex Pistols, og opfandt dermed punk, der i lige høj grad blev født i den engelske forretningsverden som den var kommentar fra arbejderungdommen. Punk blev en måde at politisere forbrugsgoder, at sælge præfabrikeret stilfuld ung vrede, til en fremmedgjort ungdom. Først med Sex Pistols, så med Bow Wow Wow, der kommer om et øjeblik, fik McLaren designet en passende tøjkollektion, der kan sælge oprøret. Her er det indianerromantik, lændeklæde, junglerytmer, og lillepigen, der vil have slikkepind i et hit-ekko fra fortiden, i ”I want candy” – Bow Wow Wow.
16	Bow Wow Wow	I like candy
17	Captain Sky	Soap opera city	00:49:46	Introduktion	Attitydens kynisme kan virke skræmmende, og det får tv-kulturen meget af skylden for. Det er svært at vokse op i USAs fjernsynsvirkelighed og så opdage, at skærmløfterne aldrig bliver indfriet, og gøre sig fri af illusionerne. Attitydeungdommen går ind i denne kunstige verden, lever den ud, forvrænger den, som om den vil sige til sine forældre: I ville så gerne have vi voksede op og blev ordentlige mennesker, lige som alle dem fra tv-serierne. Well, here we are. Et åndeligt landskab af tv-serier i staccato, ?Soap opera city?.
18	Pete Shelley	I don't know what it is	00:52:20	Farvelkomst	Man kan godt blive bekymret for attitydens kulturalternativ, der ofte er metallisk overflade, og måske for smart for sit eget bedste. Når attityden flytter færrest grænser, er den bare refleksioner og kommentarer til det sammenstyrtende samfund, kritik der ikke løber nogen følelsesmæssig risiko. Og det er det, de sidste 55 minutter mest har handlet om. Men når den ny følsomhed hos generationen af amerikanske 15-25-årige er størst, tar den kynisme, ironi og talent, og blander elementerne med vid, indlevelse og skabertrang, og det er egentlig mere, end man kan sige om så meget andet ude i 80-erne, hvor tilværelsen for øjeblikket mest får øretæver og forsøger at lære at nyde det.