| 1 | Voyage | From East To West | 00:01:12 | Velkomst | På USAs vestkyst ? et sted mellem San Francisco og San Diego ? breder Los Angeles sig ud over landskabet. Det gjorde den ikke i 1770. Der boede der kun cirka 6000 mennesker. Spanske katolikker havde koloniseret området, i 1849 kom guldfeberen, og omkring århundredeskiftet en anden feber, appelsinguldfeberen, der lokkede endnu flere til stedet, end den oprindelige feber havde gjort. På halvtreds år eksploderede befolkningstallet. Fra 1.600 til 100.000 delvis hjulpet af Californiens nyeste fund, olien. I 1920erne flyttede et nyt fænomen til, filmindustrien, fra New York til Los Angeles pga. det gode, solrige vejr, og filmstudier skød op mellem Sunset- og Santa Monica-boulevarderne. Omtrent samtidig, på et lille kontor bag en af Santa Monicas barbersaloner, blev der lagt planer om at skabe en flyvemaskineflåde, der skulle cirkle kloden rundt, og i 30erne var luftfartindustrien allerede et vigtigt element indenfor Los Angels" handelsverden. Anden verdenskrig sendte tusindvis af soldater til vestkysten i USA. I halvtredserne var byens indbyggertal oppe i millionstørrelsen. Byen ændrede sig drastisk. De nye tilflyttere fjernede næsten ethvert spor af det oprindelige spanske Californien. Industrialiseringen revolutionerede byen, der blev forbundet med et fint net af motorveje. Byen var fra starten plaget af manglen på luftfornyelse, men storbyeksplosionen under luftlagene langs kysten gjorde det hele værre. Et nyt ord for Los Angeles" blanding af røg og tåge ? smoke og fog ? blev til smog, og blev byens største dilemma og vartegn. I dag fremstår Los Angeles som en superby ? ofte indhyllet i netop den smog, omgivet af barske klipper og bjerge, bølgende landskaber og øer langs kysten. Byen selv er en halvtropisk metropolis med palmetræer, skyskrabere, boretårne, filmselskaber og lufthavne, og Los Angeles breder sig i dag ud over et område på næsten 40.000 kvadratmiles, over 2½ gange så stort som Danmark, har 11 millioner indbyggere i over 140 kommuner. På 75 år har byens vækst overgået alt man andet kender, og næsten hele dette vokseværk er sket efter Anden verdenskrig. Byen er bygget med det 20. århundredes transportmirakel, bilen, i tankerne. De fleste andre storbyer verden over han indlemmet bilen i bybilledet så godt de kunne. Los Angeles er bygget, så bilen passer til byen. Hvor godt det vil lykkes vil vise sig til olympiaden til sommer, hvor hundredtusinder vil strømme til de Olympiske lege. Fra myndighedernes side er man ikke længere helt sikker på, at der ikke vil opstå trafikkaos. Har man én gang oplevet en af Los Angeles" kilometerlange trafikpropper ved man, hvad der kan vente en. Sommerens bilister kan måske se frem til guldmedalje i ny olympisk disciplin: tålmodighed. Har de/du tid og tålmodighed, bliver der den næste lille times tid lejlighed til en rundtur i årets olympiadeby. Med lidt held kan man måske lære kunsten at overleve i englenes by. Los Angeles. USA. Din/deres tourguide er Kim Schmacher. |
| | | 00:04:57 | Midtvejskommentar | Kommer man i bil til Los Angeles kører man let rundt i timevis i virvaret af motorveje, der ligger rundt om byen, uden at kunne finde ind via bi- og indfaldsveje. |
| 2 | Donna Summer | She Works Hard For The Money | 00:10:14 | Midtvejskommentar | Er man først indenfor har byen næsten alt. Her bor nogen af verdens rigeste mennesker og langt flere fattige. Her er pengearistokrater og punks, her er film og musikliv, kunst og fiduser, her holder alskens religiøse grupper til, her fødes modeluner, opfindes nye ideer til film, tv- og videospil, her går en benhård hverdag hånd i hånd med de særeste personer, her kommer folk til med drømmen om rigdommen og berømmelsen, her ser de fleste illusionerne briste, og storbycementens junglelov udfolde sig. Folk vil være stars og ender som cafeteriaservitricer og opvaskere. |
| | | 00:12:01 | Midtvejskommentar | Hvis man vi vise sig i Los Angeles ? og det vil man gerne ? er det allerførste man anskaffer sig naturligvis en bil. Helst en tysk eller fransk vogn, limousiner og Rolls Royce er stadig i høj kurs, men på grund af energikriser og høje benzinpriser, gives nu oftere og oftere bilerne bort til auktioner, for velgørende formål og foreninger, og sælges til folk, der ikke har råd til at køre i de nye energibesparende biler. Køber man noget, er gammeldags penge ikke i høj kurs længere. Man viser, at man er et godt [navn/gavn] ved at have en stak kontokort ? credit cards ? og spørger ekspedienten Can I charge it? og får svaret No problem! Har man penge nok, har man råd til at gå i små, dyre, eksklusive forretninger, og købe små, dyre, eksklusive ting. Vil man derhen, hvor creme de la cremen er, der hvor Hollywoods in crowd handler, så er det i det eksklusive Rodeo Collection i Beverly Hills, fx i butikken, stavet med q, der kalder sig Bijans. Den er så eksklusiv, at man ikke engang kan komme ind uden at have en aftale i forvejen. Det er en af verdens mest eksklusive butikker, med q. Eftersom man har bestilt tid, er man nok også den eneste kunde i forretningen, der ejes af ejeren Bijans selv, og derfor udelukkende fører kunstnerens egne mærkevarer. Mange af Bijans kunder køber ind for en hel sæson, fortæller ekspedienten i butikken, og et enkelt besøg kan godt snige sig op på omkring de 50.000 $. Det er ikke underligt! En skjorte koster nemt 300 $, bland andet fordi, som det siges, bomulden den er lavet af, er blevet dyrket og har vokset i Egypten. Og, siger ekspedienten videre, grunden til at Bijans priser er en anelse over middel er, at der lægges vægt på kvalitet og håndværk. En silkeregnfrakke med minkkrave fx, koster 14.000 $. Bijans" stamkunder kommer og handler her, fordi det netop lægger vægt på kvalitet og for, som ekspedienten siger, man kan nu en gang ikke skære ned på til udgifterne til sin garderobe, uden at man også kommer til at gå dårligere klædt, så det kan ses. |
| 3 | Bryan Ferry | The In Crowd | 00:18:11 | Midtvejskommentar | Og når man så er blevet ordentligt klædt på, så skal man naturligvis også have et ordentligt sted at bo, helst et herskabeligt sydstatsmansion i Bel Air-området, eller Beverly Hills, meget stille, meget tilbagetrukket, og alligevel noget, der bliver lagt mærke til. For fire millioner dollars kan man få et mindre herskabssted a la Borte med Blæsten, med swimmingpool og en tennisbane plus en del ekstraudstyr. Et klassisk køb, som ejendomsfirmaerne her kalder det, hvis officielle listepris er 5,5 mio dollars, så det er endda et godt køb. Og kan man få lov at bruge sit credit card? Of course you can! Når man så er flyttet ind skal man naturligvis også holde en fest. Her i Hollywood er de såkaldte pool-parties populære, men hors d'oeuvres ? pindemadder på dansk ? og drinks og dyr vin, helst noget tysk eller fransk. Fx kan man længere nede ad gaden på Rodeo Drive købe en Mouton Rothschild fra 1869 for 3500 dollars for en enkelt flaske, men så er oplevelsen også omtrent som at være i himlen, lover vinhandleren. Når man har købt så mange 12-flaskers kartoner til festen, som nu er nødvendigt til pool partiet, så kan man også lige smutte ind og blive ekviperet hos Bijans på vej hjem til Bel Air. Man kan få sig et dinner-jakkesæt med 19 diamanter og 91 perler til 12.000 dollars, købe sig en flaske mandeparfume med 150 gram til 1.500 dollars, og hvis man i øvrigt har alt, overraske sig selv med en fiks lille guldrevolver til 10.000 dollars. Can I use my credit card? Of course you can! Men så er man også ved at være klar til festen. |
| | | 00:20:23 | Midtvejskommentar | På den anden side af den sociale gade skinner solen ikke helt så kraftigt. De fleste af de mange fattige, der bor her i Los Angeles, vil ikke tale med en om sig selv. Frank Perkins, der kom til byen for 20 år siden, fra Boston og et fast heltidsjob, er en undtagelse. I dag er hans tilværelse meget anderledes, end den var dengang. Mine dage er stille og rolige, siger Frank. Om natten har min rutine været den samme de sidste fire år, jeg møder mange forskellige slags mennesker, jeg går aldrig i kirke, men jeg ved, at Vorherre kan se, at jeg har det der særlige i mig. Jeg tilbringer det meste af tiden i solskinnet her, hvor jeg kan holde varmen. Det sidste job jeg havde varede til 1973, hvor jeg var vicevært i en ejendom. Jeg har ikke sovet indendørs de sidste fire år, eller overhovedet været indendørs. Jeg håber, at når tiden er inde til at drage til en anden og bedre verden, vil jeg vise mig at være en af Guds udvalgte. Jeg tror ikke, at jeg får nogen problemer med at komme ind i Himlen. De sidste par juleaftener har jeg ikke fået gaver af nogen, jeg har været gift for 25 år siden, og har vistnok fire børn, men jeg har ikke se dem siden præsident Trumans dage. Mit højeste ønske er at få en gennemsnitsløn uden at skulle arbejde og betale skat, sådan cirka 10.000 dollars om året. |
| 4 | Break Machine | Street Dance | 00:26:08 | Midtvejskommentar | Frank Perkins, 56 år, en af de amerikanske storbyers såkaldte street persons, som bor på gaderne i en af verdens rigeste, mest solbeskinnede landområder, Californien, Los Angeles. |
| | | 00:27:13 | Midtvejskommentar | Melrose Avenue, lige uden for Los Angeles centrum, er den alternative ungdomskulturs svar på Rodeo Drive, fuld af tøjbutikker med new wave-læderudstyr, færdigforrevne t-shirts og det sidste nye i udstyr med sømnitter og briller med indbyggede barberblade i glassene. Melrose Avenue er en af de ting, der bare sker, en gade i en storby, der pludselig bliver stedet. Gaden er som én stor markedsplads, fuld af mennesker. Her er spænding og stemning i luften. Rygterne om Melrose har bredt sig lynhurtigt. Gaden har blomstret op på ganske få måneder, og er blevet alt det, den i begyndelsen ikke ville være ? fashionabel. Denne kulturhappening er blevet så stor en succes, at gaden nu har fået sit eget blad ? LA Finds. Redaktøren Steve Warner forklarer, at Melrose er en gågade, som han betegne som et kæmpestort butikscenter med masser af tilbud, masser af ting at købe, masser af ting at foretage sig. Her er underholdning, restauranter, man kan bare opholde sig og slå tiden ihjel uden at kede sig. Nu hvor stedet er ved at være populært hos et større publikum, er man begyndt at renovere gamle, faldefærdige bygninger, så nye butikker, nye restauranter kan åbne. Den slags koster penge, mange penge, men huslejen stiger, og holdningen ser ud til at være den, at selvfølgelig er det dyrere, men så kan jeg også sætte mit navn op udenfor. På Melrose Avenue kan man få passet et hvilket som helst kæledyr, man kan få vasket og strøget sin yndlingsskjorte, her er dygtige designere og venlige ekspedienter, og som en kunde siger, mindre snobberi end på Beverly Hills, formentlig med tilføjelsen .. "endnu"! |
| 5 | Eurythmics | Sweet Dreams (Are Made of This) | 00:35:37 | Midtvejskommentar | Hvis chokolade er det, man oftest drømmer om, så var Los Angeles Convention Center for kort tid siden rammen om en sød begivenhed i to stærkt kalorieholdige dage, hvor 15000 chokoholikere betalte 6 dollars og 50 cent for at komme ind og prøvesmage af vareprøverne fra 65 forskellige af verdens bedste cholokadefabrikanter. Først for et par år siden har amerikanerne fået øjnene op, og mundene for den sags skyld, for god chokolade, og har kastet sig over lækkerierne som et nyt modelune. På udstillingen var der alskens former for chokolade, og fyldte stykker pakket ind i guldpapirspakkede gaveæsker med fransklydende navne sælges til skyhøje priser her i byen. En plastikkirurg i Beverly Hills sendte sidste jul en chokoladenæse som firmagave til sine kunder. Amerikanerne holder af at blande kønsdrift ind i al ting, og chokoladefabrikanterne har fremhævet, at chokolade på grund af dens sammensætning, der består af over 120 forskellige komponenter, frembringer en fornemmelse i kroppen, der minder om forelskelse. I USA sælges de søde sager som aphrodisiac, som elskovseliksir. |
| 6 | Con Funk Shun | Candy | 00:41:52 | Midtvejskommentar | Det kan naturligvis gøres mere eller mindre elegant, mere eller mindre direkte. På chokolademessen bliver der solgt en t-shirt med påskriften hen over brystet "I take candy from strangers" ? jeg tager imod slik fra fremmede. |
| | | 00:44:35 | Midtvejskommentar | Hvis man vil, kan man godt give Beach Boys skylden. De var de første, der insisterede på, at der er noget særligt ved de californiske piger. Deres sang fortæller, at verdens smukkeste piger er fra Californien. Og det kan godt være, men lige så sandt er det, at en California girl ikke lige nøjagtig er fra Californien. At finde en ægte californisk født pige kan være lige så svært som at finde en ET i en høstak. Miss California ? Debra Sue Maffett ? er i grunden fra Kansas, og flyttede til Los Angeles, da hun var 25, og blev derefter Miss America for et par år siden. Og Miss USA, Julia Hayak, er ganske vist fra Californien, men hun emigrerede fra Arizona. Los Angeles og Californien er blevet kaldt kvindernes Mekka. For det første er der faktisk flere kvinder her end i nogen andre af landets stater, og prognoserne siger for fremtiden, at der her i 90"erne vil være godt en halv million flere kvinder end mænd i staten. Og hvis ikke kvinderne kommer for at leve livet farligt langs jordskælvskløften San Andrea Falls, så er det nok Hollywood, der lokker. Da man inden årsskiftet skulle lave en California Girl Calendar for 1984, dukkede mere en 200 unge, håbefulde kvinder op for at udcaliforniere hinanden. |
| 7 | The Beach Boys | Surfin' U.S.A. | 00:52:11 | Midtvejskommentar | Ron Samuels, der er talentspejder, beskriver den typiske californiske pige som aktiv, energisk, spændende, dynamisk, en pige der har livsappetit og er med derude, parat til at være med til det hele. Og hvis det heller ikke er showbizz er det eventyret, de spændende oplevelser. Californien har altid været stedet, hvor de frie fugle flokkes, de der ikke kunne slå igennem andre steder. Pionerer og guldgravere ? Los Angeles er en af de sidste fortropper for de vilde, utæmmede lykkeriddere. Og det særlige californiske look er ikke bare udseendet. Det er livsstil. Ærligt, afslappet, friskt, udendørs, all american kernesundhed, og gerne med et udseende, der ser lige så enkelt og afslappet ud, også selv om det i grunden har taget flere timer at lave hjemme foran spejlet. Og hvad er det da så, der er så spændende ved at se godt ud og have fysikken i orden. Egentlig ingen ting, bortset fra at i Los Angeles og Californien, der viser man, hvad man har, hvis man har det. I andre dele af landet er det måske udelukkende tøj, der er statussymbol. Her er det kroppen og udseendet, der tæller i solskinnet. Californien er kropsdyrkelsens land. Her er der body wraps, body massages og body building. Som motionsguruen fra Beverly Hills, Cathy Smith, siger: "I andre egne af landet vil mænd gerne have, at deres kvinder skal have bløde kurver, men her i Los Angeles må man selv som kvinde godt være fastere i formerne, have stærk fysik og muskler. Og muskler er lige hvad Rachel McLish har. Hun er en California Girl der har vundet bodybuildermesterskaberne som Miss Olympia, titlen for kvindelige bodybuildere. Så på en måde er de fleste californiske piger spredt ud over hele USA ? de skal bare komme til østkysten, til Los Angeles, for at finde ud af, at de i grunden er California Girls. |
| 8 | The Beach Boys | California Girls | 00:59:56 | Midtvejskommentar | Livsstil er hvad det handler om i Californien, ikke mindst i Los Angeles. Det er det fænomen, man kaster sig ud i, før man egentlig ved, hvad det er. I fyrrene var det idolet Frank Sinatra, halvtredserne gav verden the twist og hulahopringe, tresserne var flower power children, hash og fri kærlighed, og halvfjerdserne var disco og Saturday Night Fever. Og nu i firserne går unge verden over med trefarvet sømhår, sort læder og makeup, og laver noget, der hedder slam dancing, og forældre i dag er lige så uforstående som tidligere generationers. Serina Zdank er socialrådgiver i Los Angeles her, der har startet foreningen Parent of punks, forældre til punks, for at skabe kommunikation mellem de unge og deres forældre. Slam dancing består i at danse ind i hinanden med fuld kraft. Head banging er en variant, der i grunden er det samme, bare med den forskel, at man bruger hovedet. Slam dancing er nu blevet forbudt flere steder, fx på Minnesotas universitet, hvor 23 unge efter en koncert med punkgruppen Dead Kennedys kom til skade, heraf en alvorligt. |
| 9 | Dead Kennedys | California Uber Alles | 01:06:09 | Midtvejskommentar | Hvert år bliver en halv million unge smidt på gaden af deres forældre i Californien. Nogle af den er punks og new wavere, og Serena Zdank prøver at opfordre forældre til ikke at afvise deres børns ideer. Fundamentalt er det mig, der er den her organisation, siger hun. Jeg får ingen støtte fra myndighederne. De der støtter mig, er de unge og deres forældre, som jeg har hjulpet, og lad mig sige det helt klart: jeg er ikke ude på at feje punkfænomenet af bordet. Jeg får opringninger fra hele USA og Canada på alle døgnets tider, om alt ting, om hvad man skal gøre, hvordan man får sit barn tilbage osv. osv. Eller får punks, der egentlig gerne vil hjem igen. Folk tror måske, at Parents of punks er en national organisation mod punk, men det er det altså ikke, siger Serena Zdank. Den store forskel mellem hippiegenerationen fra tresserne og firsernes unge er, siger hun, at den gang havde ungdommen et håb om fremtiden, mens unge i dag egentlig ikke tror på, at der er en fremtid overhovedet, på grund af atombomben og truslerne om krig. Telefonnummeret til Parents of punks er Los Angeles lokalnummer plus 493-5081, hvis man vil standse op og tænke på næstekærlighed her i firsernes sorte ungdomslæder. |
| 10 | The Hollies | Stop In The Name Of Love | 01:13:04 | Midtvejskommentar | Nogle rygter nægter at dø. Et af dem er det om Disneyland og det kidnappede barn og det røde hår. Allerede i begyndelsen af sæsonen har rygtet om barnet, som blev stjålet fra sin mor, af ukendte årsager nået epidemisk omfang. Rygtet vil vide, at et barn på omkring to år, bliver fjernet fra en barnevogn i Disneyland, mens moren et øjeblik er uopmærksom. Efter en hektisk søgen, går hun derefter hen til stedets hovedindgang, hvor hun pludselig ser en kvinde, der bærer et barn viklet ind i et laset tæppe. Moren genkender straks sit barns tennissko, griber det og opdager til sin forfærdelse, at ikke alene er barnet blevet bedøvet, men det er også blevet klippet og har fået farvet håret rødt. Historien er nu seks år gammel, og Disneyland får stadig opringninger fra forældre der spørger, om det nu også er sikket at tage poderne med. Anaheims politistation får hvert år opringninger fra private og fra medierne verden over, der vil vide, om historien er sand. Men der har aldrig været så meget som en enkelt kidnapning i Disneyland. Stedet har haft sin ration af bortkomne børn og familieopgør, men aldrig bortførelser. Rygtet begyndte i 1978, og ser ud til at stamme fra staten Utah, fra et kirkeblad der advarede forældre om at holde øje med børnene, når de var i forlystelsesparker. Disneylands navn blev nævnt, og på ingen tid kom der hundredvis af opringninger om de 200 børn, der hvert år forsvandt på stedet. Ved et at tilfælde spredte sådan et rygte på to dage til seks familier, og stammede fra en kirkelig syklub i Covigna. Det var pastorens kone, der var ophavskvinde til historien. Rygtet i Disneyland undrer doktor Tomatsu Shibutani, der er sociologiprofessor ved Santa Barbera University, og har skrevet en bog om rygter. Rygter er som regel baseret på et gran af sandhed, siger doktor Shibutani. De der bliver ved med at dukke op er dem, man ikke kan afvise, fx Bermudatrekanten, teorien om sammensværgelsen bag mordet på præsident Kennedy eller den afskyelige snemand. |
| 11 | Lipps Inc. | The Gossip Song | 01:19:37 | Midtvejskommentar | Det skal nu tilføjes for min egen regning, at den afskyelige snemand nu er sand nok. Han render rundt i Mount Everest-rutsjebanen i Disneyland, og det er helt sikkert ikke bare et rygte. |
| | | 01:23:14 | Midtvejskommentar | I den gennemsnitlige amerikanske husholdning ses der tv syv timer i døgnet, og det får måske mange til at føle sig skyldige over det megen fjernsynskiggeri. Men der er i alt fald en gruppe tv-kiggere, der ikke har skygge af skyldfølelse over alt kiggeriet. Tv kritiseres ofte, forsvares sjældent, men foreningen Couch potatoes, sofakartoflerne, er en flok fjernsynsnarkomaner der er en undtagelse for reglen. En af foreningens medlemmer siger nemlig: ?vi sofakartofler er en gruppe af hårde tv-kiggere, en organisation med omkring 5.000 medlemmer over hele verdenen, og vi synes, at der er for mange mennesker, der er tynget af videoskyldfølelse. Folk lyver om hvor meget fjernsyn de ser for eksempel?. Mange af Couch potatoes" medlemmer er hårdt arbejdende borgere, der netop arbejder hårdt for at have råd til al videoudstyret derhjemme, når de kommer fra arbejde, og kan kaste sig ind i fjernsynsskærmenes fortryllende, blå skær. Og en af de andre sofakartofler siger: for det meste sker der meget mere på en halv time på tv, end de fleste mennesker oplever på seks måneder. Så hvis man kigger på bare et tv i otte timer, ja så har man fået lige så meget erfaring som, tja, flere år af det virkelig liv. Og hvis man kigger på 20-30 fjernsynsskærme, som nogen af os sofakartofler gør, ja så kan man opnå næsten et helt livs erfaring på en enkelt aften. Det er ikke så meget hvad man ser, som hvor meget. Og naturligvis hvor godt man følger med. |
| 12 | Rainbow | Street of Dreams | 01:31:35 | Midtvejskommentar | Det er sket før, og det kommer nok til at ske igen. Pludselig bliver et idol også skydeskive, fordi en eller anden, et eller andet sted derude, er blevet det man her i filmbyen er blevet det man kalder star crazy ? stjerne tosset. Vi er alle sammen fans. Vi vælger en lille gruppe mennesker, talentfulde og smukke, som vi ser op til, og som nogen af os nogen gange gør mere skade end gavn. De fleste fans er harmløse. Nogen af os er energiske og udholdende, og ganske få er dødsensfarlige. Hvis man er berømt stjerne herovre, ved ens fans hvor man bor, arbejder, kender ens telefonnummer og vaner. Der er ingen nødudgang, ingen flugtrute væk fra rampelyset. Ordet fan er egentlig en forkortelse af fanatiker, og stjerner har brug for os fans. Uden os var de ingenting. Men nogle få af navnlig amerikanske fans har gået for vidt ? illusionen har overtaget virkeligheden helt. Den dag skuespillerinden Natalie Wood blev begravet, dukkede der en af den slags fans op, som stjerner frygter mest, en af dem der troede, at han var Gud, og kom for at hente Natalie Wood hjem til himlen. Den dag kunne politiet holde situationen under kontrol, men det er ikke altid tilfældet. Da John Hinkley skød præsident Reagan, var det for at vise sig for sin girlfriend, skuespilleren Jodie Foster, som han aldrig havde mødt nogensinde. Og David Chapman, manden som skød John Lennon, er et andet eksempel, han er måske nok den ultimale fan, som primitivt må dræbe, myrde idolet, som tegn på den yderste hengivelse. Og den frygter også en del af glamourens dagligdag her i Los Angeles. |
| 13 | John Lennon | Imagine | 01:38:16 | Midtvejskommentar | Los Angeles filmstjerner kan sjældent gå nogen steder uden blive genkendt. De bor bag tykke mure, omgivet af vagter, og har så meget tid tilovers at tænke på sig selv, at de bliver endnu mere paranoide. Resultatet er undgåeligt flere bevæbnede vagter, flere skudsikre biler, mere politibeskyttelse, så Los Angeles rige og berømte kan lære at leve med den kendsgerning, at et eller andet sted derude i millionbyen er der en fan, der i alle bogstaveligste forstand er i stand til at elske dem til døde. |
| 14 | Otis Liggett | Every Breath You Take | 01:41:23 | Midtvejskommentar | Lige siden midten af sidste år, har der været noget i luften hos Los Angeles talrige ungdomsbander. De forskellige grupper plejer ellers ihærdigt at bekrige hinanden, og kæmpe om magten i de forskellige dele af byen, men gennem de sidste mange måneder har de forsøgt at forene kræfterne i nyt og større projekt, nemlig i fællesskab at kaste sig over de titusindvis velbeslåede, uforberedte, intetanende olympiadeturister, der om få måneder vil invadere Los Angeles. Myndighederne her i byen har gennem længere tid holdt et vågent øje med ungdomsbanderne, men man siger fra officiel side, at man simpelthen ikke tror på, at de unge kan udvise den fornødne disciplin og samarbejdsvilje, som projektet kræver, for at det kan lade sig gøre. Om ikke ret længe vil det vises sig hvem der har ret. Myndighederne eller ungdomsbanderne. Ellers bliver turisterne ufrivilligt involveret i lokalmesterskaberne i rulleforretning og overfald. Men det er ikke bare som turist, at fristelserne og farerne venter en i Los Angeles. Det siges, at en af byens mest fremgangsrige erhverv er, hvad man betegner som "paranoiaindustrien". På grund af den stadigt stigende kriminalitet, værner de, der har noget mod de der ikke har noget, gerne med overvågning, elektroniske dimser, vinduesalarmer, ultralydsanlæg, dørspioner, og alskens high tech isenkram. Det er ikke paranoia alt sammen. Her sker dagligt overfald og mord. Michael Kimber er hundopdrætter og har trænet angrebshunde gennem næsten et kvart århundrede. Han lærer sine hunde at gø som advarsel, true en uvelkommen uventet gæst på tyvetogt, og angribe på kommando. Visheden om, at der er en hund i huset at hjælp til at passe på, kan koste den lykkelige indehaver op til 4.000 dollars plus hundemad, naturligvis. Blandt det stigende udbud af kriminalpreventionsmidler, falder valget oftere og oftere på vagthunden, der i modsætning til elektronikken, faktisk kan assistere, ikke bare overvåge og advare. Hunden kræver mere pleje og pasning end et kameraøje, men så er den også en større hjælp, når storbyfarerne pludselig er dødbringende alvor. |
| 15 | Randy Newman | I Love L.A. | | | |