| 1 | | Snak | 00:00:08 | Velkomst | Ja, party og gang i den - god aften fredagsåbent. Lad os allerførst tage Burt Reynolds og Dolly Parton under armen og sidesteppe ind i "The best little whorehouse in Texas", som på dansk har mistet noget lokalkolorit, og har fået titlen "Byens bedste lille horehus", og lige så godt kunne ligge i Silkeborg som i Texas. Horehuset har igennem de sidste seks år haft dørene for publikummet på Broadway i New York, hvor mændenes mandige cowboyhatte og læderstøvler, og kvindernes kvindelige silkestrømper og flæsekorsetter, har fået den erotisk-humoristiske forestilling til at glide ned. Som film kommer historien dog ikke langt nok ned i halsen, og en sær dobbeltmoral har sneget sig ind på historien om bordelmutter Dolly Parton og hendes sherif-ven Burt Reynolds. Her er næppe en ærlig trussetyv i miles omkreds. Alting er anstændigt, og bordelværtinden lige så trofast som enhver anden kvinde, der venter på sin mand. Sang- og lårsvingermusicallen var på Broadway oprindelig en erotisk komedie, som afslørede hykleriet, men filmen ser i en vis udstrækning ud til selv at være angrebet af det, den peger fingre af. Sangen der åbner bordelballet hedder meget passende "There's nothing dirty going on", og det er så sandt som det sagt; der sker ikke noget frækt her, med mindre man synes, det er strengt at kede publikum, og det synes jeg faktisk, det er. Dolly Parton er eneste formildende omstændighed, mens Burt Reynolds render åbenlyst rundt og leder efter sin rolle som sheriffen, som skal tæmme sin bordeltrold. Kvindesagen, og mandebevægelsen for den sags skyld, har stadig hårdt arbejde foran sig. |
| 2 | | Snak | 00:01:35 | Midtvejskommentar | Fonzie-skuespilleren fra den amerikanske tv-serie "Happy days" er med i en anden dødbringende filmvits "Nightshift", som endnu ikke har fået dansk titel. Han arbejder på lighus i New York, hvor det ikke kun er de døde, der bliver stive. Vores foretagsomme helt laver lighuset om til - ja, rigtigt gættet - et bordel, og det kommer der så en række grin ud af. "Nightshift" er ikke fantastisk morsom, men man kan nok lokke nogle fnis ud af folk med sans for nekrofil humor. Og inden man ender på lighus kommer man på hospitalet. Ny komedie: "Young doctors in love" kunne på dansk lige så misvisende hedde "Når læger elsker", og den gør for hospitalsvæsenet hvad "Højt at flyve" gjorde for luftfarten, nemlig at gøre en syg af latter. Helt på højde med den svimle "Højt at flyve" er den ikke, men "Young doctors in love" holder vejrtrækningen og latteranfaldene i live hele filmen igennem, i sin afsindige hospitalshistorie, hvor gangstere, mænd forklædt som damer, sygeplejersker og læger jagter hinanden, og humoren er på det plan, hvor lægekandidaterne lærer om patientsygsomme ved at smage på urinprøverne. Og det er faktisk morsommere, end det måske lyder. "Young doctors" er en hasteindlæggelse i biografmørket værd, når den får premiere. Og for de, som insisterer på den ægte vare, så er der også håb. Den uundgåelig fortsættelse af "Højt af flyve" er på vej med samme instruktør og skuespillere, og forhåbentlig med masser af latter oppe i den tynde luft. Hollywood elsker genindspilninger, og sommeren har set et hav af dem. "Rocky", "Startrek", "Maskernes nat", "Fredag den 13." og så videre har alle fået efterfølgere. Biografpublikummet samler på bekendte fra filmlærredet, og kommer tilbage efter mere, når de genkender titlerne på fortsættelserne. |
| | | 00:03:20 | Midtvejskommentar | Og nu troede man lige det var sikkert at gå i brusebad igen, og så kommer fortsættelsen af Alfred Hichcocks berømteste gyser "Psyco", som selvfølgelig hedder "Psyco 2", så ingen er i tvivl, og med samme skuespiller i rollen som den flinke fyr, der har det med at aflive gæsterne i brusekabinerne på Bates Motel. |
| | | 00:04:07 | Midtvejskommentar | Tony Perkins, som havde hovedrollen i den første "Psyco", er tilbage og siger her, at det værste ved genindspilninger er, at det som regel tager det bedste fra den første film og bruger det igen, i stedet for at udvikle en ordentlig historie, og fortælle hvad der skete siden hen. Og det har man anstrengt sig for i "Psyco 2", siger han. Toogtyve år efter den første film bliver Norman Bates erklæret for rask, og lukket ud af galeanstalten, og man gætter sikker ikke galt ved at tro, at helt helbredt er han jo nok ikke. |
| | | 00:04:53 | Midtvejskommentar | Tony Perkins siger de fleste voldsfilm bare chokerer uden at give sig tid til at fortælle en ordentlig historie, og han tror, at publikum er ved at være trætte af det. For de der samler gyserminder er her lige lyden af filmhistoriens berømteste badescene, hvor heltinden godt nok når at vaske sig under armene, men aldrig får tørret sig. |
| 3 | The Weather Girls | It's raining men | | | |
| 4 | | Snak | 00:09:49 | Midtvejskommentar | Supermand 3 er også under forberedelse, og er man ved at være træt af manden af stål, kan man få fornøjelsen af at se ham blive brutalt myrdet, i det man i gamle dage kaldte en latttergyser, nemlig dødsfælden. Den handler om et skuespilforfatter som beslutter at stjæle et genialt manuskript fra en ung mand, spillet af supermandskuespilleren Christoffer Reeve, og myrde og begrave ham i baghaven af sin ... (?) . Han får hjælp af sin hysteriske kone og en synsk nabo, som viser sig at være mere til besvær end gavn. Dødsfælden er årets snedigste historie, som har en hel håndfuld morsomme eller chokerende overraskelser i baghånden. Netop når man tro, at nu har man gættet historien, ja, så tager den en ny drejning, og overrasker tilskueren én gang til. Man kan uroligt sætte livet på spil i dødsfælden; det eneste der er sikkert er, at det ikke var butleren, der gjorde det. Der er også en filmatisering af en bogbestseller på vej. Det er "Verden ifølge Garp", om forfatteren, som går så grueligt meget igennem, fra fødsel til død, i selskab med sin kønsforskrækkede mor, der voldtager en døende soldat og undfanger forfatteren. Eller, i selskab med yderligtgående feminister, der skærer tungen af sig selv, eller i selskab med sin utro kone, der kastrerer sin elsker med tænderne, ved en trafikulykke, og meget mere. Bogen var på en gang meget morsom og absurd tragisk, mens filmen mest er et underholdende, lidt usammenhængende referat, af det 600 siders tykke bog. |
| | | 00:11:35 | Midtvejskommentar | I begyndelsen af 70-erne døde Andy Warhols første superstar af en overdosis sprit og nervetabletter. Hendes navn var Edy, og inden sin død nåede hun at spille rollen som sig selv i tresserundergrundsfilmen Ciao Manthattan, som først nu har nået et større publikum i USA. Edy var ung, smuk, begavet, af fin familie og havde penge, sex og succes, nok til at dø af en overdosis af det alt sammen. Caio Manhatten er et glimt af syretresserne, og af en generation der ikke kunne forestille sig at blive gammel eller dø. I modsætning til så mange andre film om narkofaren er her ingen åbenlys morale, kun historien om pigen, der skulle prøve det alt sammen, alt for hurtigt, i alt for store mængder, og døde af forsøget. Filmens producenter siger, det er en stærk film, som på sin egen facon kraftigt advarer mod narkotikafaren. |
| | | 00:12:34 | Midtvejskommentar | Der er ingen løftede pegefingre, som man ellers ser i den slags debatfilm, men historien om unge, smukke, rige Edy, med udstråling og talentet, der går i opløsning over en femårsperiode i løbet af filmens halvanden times tid, er frysende uhyggelig og afskrækkende. Newyorkerpublikum uden for biografen ser Caio Manhatten som et tidsbillede fra en periode, som måske, via tøjmoden, er ved at komme igen. Folks samlermentalitet er ved at finde genbrug fra tresserne. |
| | | 00:13:23 | Midtvejskommentar | Og herren her synes, Caio Manhatten er en advarsel fra tresserne om, hvordan man ikke skal gøre det .. |