Natredaktionen

Udsendt: 14-02-1984 (tirsdag) klokken 22:15-00:00

Beskrivelse: Tema om repremiere på 5 Alfred Hitchcock-film.

Vis: indhold | speak

Navigation: forrige udsendelse | oversigt | næste udsendelse

#	Kunstner	Titel	Tidspunkt	Speaktype	Speak og kommentarer
1		DR speaker	00:00:00	Velkomst	DR speaker: Ja, men så siger vi tak til vores gæster, og så går vi over til en helt anden gyser, ucensurerede film, i anledning af genudsendelsen af fem af Alfred Hitchcocks film, fortæller filmanmelderen Kim Schumacher nu om gyserinstruktøren og hans platinblonde heltinder, som også uden for filmene havde betydning for ham.
2		Kim Schumacher speak	00:00:43	Midtvejskommentar	Biografgængere med voksen smag i underholdning kan glæde sig til, at de i de kommende uger kan få sig en række grundige sjælegys, leveret af mesteren selv, Alfred Hitchcock, der døde den 29. april kl. 17 minutter over 9 om morgenen, 1980. Mesterværket "Skjulte øjne" har netop haft repremiere i København, og senere følger fire andre, der ikke har været vist i over 10 år, deriblandt en anden perle ? "En kvinde skygges". Den er interessant at se, eller gense, fordi den nyeste Hitchcock-biografi, "The dark side of genious", fortæller, at Hitchcocks film, der ellers aldrig var selvransagende eller personlige, alligevel fortæller meget om den lille, fede mand, der så flegmatisk kunne lave så skræmmende billedmalerier oppe på lærredet. Det ser, ifølge biografien, ud til, at meget af Hitchcocks egen seksualdrift er endt i øjenhøjde, og han har levet i cøllibat i omkring 50 år af sit liv. Nu er det jo nemt at kritisere personen bag en stor filmkunstner, der ikke kan tage til genmæle, men forfatteren Donals Spotus biografi giver alligevel en interessant vinkel på de film, den nye kavalkade rummer. Ifølge flere af biografiens såkaldte vidner, kollegaer som Ingrid Bergmand, Paul Newman, Doris Day og Marlene Dietrich, træder der et mørkere billede frem af filmgeniet Hitchcock. - - - KS starter først 00:43. Indtil da er der musik. Lyder som underlægningsmusik fra en film.
3		Kim Schumacher speak	00:02:01	Midtvejskommentar	Hans forkærlighed for platinblonde heltinder til sine film er velkendt, men at tiltrækningen var en mere personlig og sørgelig fiksering er først noget, der kommer frem nu. Hitchcock voksede ud af victoriatidens snerpede kønsmoral, og godt oppe i årene krakkelrede den pæne facade, da Hitchcock under indspilningen til "Fuglene" og en anden psykologisk gyser, gjorde åbenlyse seksuelle tilnærmelser til sin unge, uprøvede hovedrolleindehaver, skuespillerinden Tippi Hedren, som han havde opdaget i en reklamefilm og gjort til stjerne. Hendes afslag blev en katastrofe for den sidste af de to film, og også for Hitchcock selv, for han kom sig aldrig over afvisningen. I sin næstsidste film, "Frenzy", forekommer der en voldtægts- og kvælningsscene af en kvinde, hvor morderen er en impotent mand, og det var en scene, som Hitchcocks rådgivere ikke kunne få ham fra at optage ned til mindste pinagtige detalje. "En kvinde forsvinder" er et mørkt, rugende mesterværk, måske den bedste Hitchcock-film nogensinde, og i alt fald den mest personlige. En politibetjent forelsker sig håbløst i en kvinde, der dør, og da han ser en, der ligner hende, på gaden, bliver han besat af tanken om at genskabe sit døde idealbillede i denne anden kvinde, som han køber tøj til og får til at lave om på både hårfarve, frisyre og måde at gå og tale på. Den unge, uprøvede skuespillerinde Tippy Hedren havde Hitchcock mere kontrol over. Han fik senere lavet en hel garderobe til hende, også uden for filmproduktionen, og en af instruktørens manuskriptforfattere siger i dag, at det egentlig var åbenlyst, hvad Hitchcock var i færd med. Han var simpelthen ved at genindspille "En kvinde forsvinder", men denne gang var det bare ikke film men virkelighed. Hitchcocks film er bemærkelsesværdige ved, at de aldrig var selvrensagende kunst, aldrig formidlede budskaber og alligevel ser ud til at være så tæt knyttet til personen Hitchcock, manden der vidste for meget om panik, usikkerhed, forrådelse, rædsel og seksuel besættelse. Hitchcocks seneste biografiskriver Donald Spotu siger, at det er hans fornæmmelse, at Hitchcocks film afslører en længsel efter et uopnåeligt mål, nemlig de kølige sensulle blondiner, og hvis det ideal var bleve nået, var filmene aldrig kommet til at se ud, som de gør i dag. I sommer havde de fem vidt forskellige film ? "Skjulte øjne", "Rebet", "Hvem myrdede Harry", "En kvinde skygges" og "Manden, der vidsste for meget" ? nypremiere ved New Yorks filmfestival, og der fortalte James Stewart, der har hovedrollen i fire af filmene, at de næppe ville være blevet lavet i dag, fordi de ikke lægger vægt på biljagter, mord, folk der styrter ned fra stor højde, eksplosioner og flyulykker, men derimod er intense studier af ... mennesker.
4		Klip fra interview med James Stewart
5		DR speaker	00:05:05	Outroduktion	Og i en af Hitchcock-filmene er den eneste gang, at en af de platinblonde heltinder bryder ud i sang, nemlig Doris Day i "Manden der vidste for meget" med "Que sera sera".
6	Doris Day	Que Sera Sera