Nat-redaktionen 17-11-1983 (torsdag) Denne udsendelse har speaks   Indhold  Speak  Plade-info
Vis forrige udsendelse Vis næste udsendelse Tilbage til års-oversigt 
00:00I studiet
  
00:00
Velkomst		Karsten Vogel: De her.. meget kønne toner, som skulle dulme lidt på sorgen efter al denne snak om vold, her spillet a Pat Manzini. Og mens vi har hørt på det, så har vi fået en gæst i studiet. Det er Kim Schumacher, men det er i virkeligheden ikke ham, det handler om. Det er en kendt amerikansk komiker, som har gjort sig bemærket på mange måder i den senere tid, blandt andet ved at arbejde for De Forenede Nationers børnefond UNICEF, men han har også tidligere gjort sig bemærket ved at ligge en berømt digters seng og ved at synge om en kendt by, som vi allesammen holder meget af. Kim Schumacher, du har snakket med ham i dag, hvordan var det, og hvad hedder han forresten?

KS: Jaeh, navnet er jo Danny Kaye, og manden er her i UNICEF-sammenhæng, som du lige nævnte. Men først og fremmest må man jo nok sige, at han først og fremmest kom som verdenskunstner – påstår man jo i alt fald. Det er jo så længe siden han har været noget som helst andet en UNICEF-ambassadør, så der er en hel masse mennesker, der næsten ikke kan huske noget, om hvad det egentlig var han i sin tid foretog sig. Og i USA vil man nok nærmere betragte ham som en ’has been’, og det er måske også derfor, han er endt som ambassadør, det vides ikke rigtig

Karsten Vogel: Altså en der der er færdig i branchen, har været noget.

KS: Ja, han har været noget. Man kan ikke helt forestille sig, hvad der var sket med hans karriere, hvis han var blevet i Hollywood, men man kunne måske nok forestille sig, at han var end i en eller anden katastrofilm ligesom Fred Astaire i ”Det tårnhøje helvede”. Men altså han var han dukkede op her i Odd Fellow-palæst for at slå på tromme for UNICEF-koncerten, hvor han på mandag dirrigerer Det kongelige Kapel.

Karsten Vogel: Og det her pressemøde, opfattede du det som en katastrofe?

KS: Nej, ikke rigtig som en katastrofe eller katastrofefilm, men manden spiller efterhånden rollen som sig selv så godt, så han måske i virkeligheden modarbejder sine egne intentioner. I det øjeblik han træder ind sker der øjeblikkelig det, han tager hånd om situationen og, øh alting foregår på hans premisser de næste 40 minutter, og der er ikke noget med, at man kan komme til at sludre med ham bagefter, eller før for den sags skyld. Han vimser øjeblikkeligt ud, og så er den potte i øvrigt ude.

Karsten Vogel: Nu er han jo også en ældre mand

KS: Ja, og han har lige gennemgået, for nogle måneder siden, en hjerteoperation, så man kan selvfølgelig sige, at han er still going strong, som de hedder, men han kommer altså og ... slår sig ned i sædet der, styrer situationen, og humoren, som dukker op hen ad vejen, er helt på hans premisser.

Karsten Vogel: Sådan som her:


00:09Klip fra pressemøde med Danny Kaye
  
00:44I studiet
  
00:00
Velkomst		Karsten Vogel: Når I er til sådan et pressemøde der, med en ældre mand, der ikke hører så godt mere, opstår der så nogle bizzare situtioner?

KS: Ja, det gør der selvfølgelig, for det første så hører Danny Kaye altså åbenbart ikke så forfærdelig godt, det her var jo et af de mere muntre indslag. Men for det andet må man jo også nok konstatere, at danske journalister faktisk taler engelsk af Helvede til. Og for det tredje, som jeg sagde før, så kører hans show helt på hans betingelser. Det bliver sådan meget one way communication – altså envejskommunikation, hvor hvis man forsøger at sige noget morsomt, så fanger han ikke rigtig hvad der foregår.


01:22Klip fra pressemøde med Danny Kaye
  
01:42I studiet
  
00:00
Velkomst		 Karsten Vogel: Men han er jo kendt som en af de meget musikalske og meget ... præcise komikere, der altid har en rap replik parat. KS: Ja, jeg synes at det her indslag, vi lige fik, det for så vidt meget godt beskriver, hvad det var, jeg lige sagde, for er det sådan noget med at han sådan lynhurtigt slår ind og siger ’aaah’, og denne her lille journalistpige går så selvfølgelig straks i dækning, og hans humor er i virkeligheden meget mere aggressiv end de fleste af os nok vil huske den, for det er jo sådan noget med hofnarren, hvor vi husker en flink fyr, der er lidt offer for omstændighederne, mens det i virkeligheden, når han altså holder pressemøde, faktisk er omstændighderne, der er offer for ham, for alting foregår udelukkende på hans premisser. Han er faktisk en anelse arrogant i tonen. Man lægger ikke helt mærke til det, men det er ikke desto mindre tilfældet. Karsten Vogel: Var der sådan nogle situationer, der tydeligt viste det? KS: Ja, det vil jeg nok sige. På et tidspunkt så udfordrede han lidt de tilstedeværende sådan og sagde, at hvis der var nogen af journalisterne, som kunne sige noget, han aldrig nogensinde havde hørt før, hvis der var nogen, som kunne komme med et spørgsmål, som han ikke havde hørt før, så ville han være parat til at gifte sig med vedkommende. Og jeg tænkte ’ah, det kunne være spændene sådan at blive gift med Danny Kaye, han holder nok ikke så forfærdelig længe, så kunne vi jo dele arven med konen og datteren’, så jeg kiggede jo lidt på hans sko og tænkte han skal jo i audiens hos Dronningen her om lidt for at få sin ridder af Danneborg-orden, så jeg siger ’Danny Kaye, har du i sinde at gå til dronningen med de der sko’, de lignede sådan nogle sommerhustøfler, og der er et meget typisk eksempel, hvor han straks når man spørger om det, så spiller han ikke sammen med en, men derimod så ’ja, det havde han sådan helt bestemt’ og så er der en tænkepause, hvor folk de så snøfter lidt, og så kommer der en halvkvædet vise bagefter, men hans humor den går udelukkende på, at man kan være fodder for hans humor, men der er ikke noget samspil.


03:29Klip fra pressemøde med Danny Kaye