Året hvor Louie Louie kom på nodepapiret var 1955. Det var samme år Elvis Presley blev opdaget, Bill Haley og hans Comets indspillede en anden klassiker, Rock around the clock, drenge gik med anderumpefrisure og piger syede små puddelhunde på deres multifarvede strutskørter. Richard Berry skrev sangen om den opdigtede bartender Louie, og sangen endte i første omgang som B-side på en plade, der udkom i 1957, på et af Los Angeles mange små lokale plademærker. Berrys sang blev lige spillet længe nok på radiostationerne til, at han mistede sit arbejde. ”Jeg arbejde nemlig på en fabrik, der pressede plader”, siger han, ”og tilfældigvis pressede de også Louie Louie. Så formanden sagde til mig, at jeg hellere skulle give min arbejdsplads til en, der virkelig trængte, nu hvor jeg havde skrevet en hitmelodi. Så der stod jeg pludselig uden job”. Selv om hans sang blev nummer et på de lokale pladelister, så blev han ikke berømt over hele USA over den grund. I 50’erne var det nemlig svært for sorte kunstnere at få gennembrud indenfor popmusikken, der næste udelukkende bestod af hvide, og der var allerede en Chuck Berry, som Richard altså ikke er i familie med. Han tjente til føden ved at spille i rockklubber, på go-go-steder og barer med topløs betjening og til slut på natklubber, der spillede gamle standardnumre for et ældre og mere adstadigt publikum. Og for tre år siden pakkede Richard Berry sit grej sammen for sidste gang og begyndte på en forretningseksamen, fordi han var led og ked af rotteræset, og fordi sangskriveren i ham var udbrændt.

Men sangens skæbne var en helt anden. En mere hårdtslående version af den blev indspillet af The Kingsmen, der bankede den op til fornyet popularitet i årene 1963-64. Trods det at The Beatles havde invaderet Amerika lå sangen alligevel højt på landets forskellige hitlister i måneder i træk.

En af grundene til, at The Kingsmen gjorde sangen populær var, at de sang den så utydeligt. Forsangeren, som lærte Louie Louie på en jukeboks, kunne nemlig ikke forstå alle ordene, og da han så selv gik i pladestudiet og indspillede sangen, dækkede han over sin uvidenhed ved at mumle en del af sangteksten. Calypsohistorien om sømanden der længes efter sin pige på Jamaica var simpelthen ikke til at forstå, og rygtet opstod, at det var en fræk sang, så en hel generation af amerikanske teenagere var sikre på, at teksten i grunden var bundsjofel. Og da selveste FBI foretog en undersøgelse, pustede det yderligere til ilden og satte rygter i gang. På grund af de rygter holdt flere pressionsgrupper fast på, at teksten var for fræk, så en lang række radiostationer rundt om USA tog den af programmerne. Og alligevel gik Kingsmens version som varmt brød og solgte over i fire millioner eksemplarer. Siden 60’erne er der indspillet i hundredvis af forskellige versioner fra rock til punk til elevatormuzak, og det var alle de versioner, den lokale radio KFJC i Los Altos Hills, syd for San Francisco, for kort tid siden spillede uafbrudt i næsten tre døgn, en specialudsendelse som man kaldte ’Maximum Louie Louie’, der også inkluderede en 40 minutter lang udgave indspillet af de lokale Hells Angels under et særdeles fugtigt weekendparty.

Natredaktionen er stolt over at se sig i stand til at bringe et sammendrag af det 63 timer lange plademarathon over Louie Louie, så værsgo altså, for den klassiske rock ’n’ roll-interesserede lyttere, cirka 20 gruppers forskellige opfattelse af Louie Louie på fire minutter.