Det hele begyndte, da Kim Schumacher startede hos DR i efteråret 1982. På det tidspunkt fandtes der ikke andre radiostationer i Danmark. De første lokalradioer blev først etableret i 1983. Ud over at DR var et nationalt monopol, så var det, ud over hvad beboere i randområderne kunne opfange af signaler fra nabolandene, heller ikke muligt at høre udenlandske radio eller at se udenlandsk tv. Det var en tid før kabel-tv (hybridnet), og det var direkte forbudt at opstille en parabol og nedtage radio/tv-signaler fra satellitter. Det er det faktisk stadig delvist i dag (2002).
I tillæg hertil havde P3 kun meget få programmer for unge. Der var stort set kun en time fra 15-16 på hverdage, med forskellige studieværter, som blev efterfulgt af Hej P3 mellem 16-17. Derudover var der også enkelte hverdagsaftener programmer (fx Fredagsåbent), som til en vis grad var rettet imod unge. P1 og P2 ser vi i denne forbindelse helt bort fra ..
Fra første færd adskilte Kim Schumacher sig markant fra de øvrige studieværter. Han snakkede hurtigt, han var fræk og sagde mange ord, der aldrig tidligere var blevet sagt i DR. Han talte direkte til og appellerede til de unge. Musikken var næsten udelukkende engelsk og amerikansk. Det var den nyeste nye musik, som han i mange tilfælde selv havde importeret eller købt i importbutikker, fordi den ikke var eller efterfølgende blev udgivet i Danmark. Han spillede musikstilarter, som i vid udstrækning var ukendte i Danmark, og set over en bred kam var det næsten udelukkende musik, som ikke kan kategoriseres under den meget brede betegnelse "rock". Det var dansemusik og gadens musik.
Forklaringen på at han hurtigt blev populær er, at han udfyldte et (enormt) behov hos en stor del af ungdommen, som ingen tidligere havde kunnet dække bare delvist. Det er også forklaringen på, hvorfor så mange optog hans udsendelser. At man som ung optog fra radioen dengang, især fra Hej P3, var normalt. Med kun én radiokanal var man nødt til at optage den musik, man godt kunne lide, når den var der, for der kunne komme til at gå lang tid inden, man hørte den igen i radioen. Hvis overhovedet nogensinde.
Det er sådan set det simple svar på, hvorfor så mange optog Kim Schumacher radioprogrammer. Han var ny og markant anderledes, og det samme var musikken, der som regel ikke til at få fat i for menigmand. Der var heller ikke andre studieværter, der så konsekvent spillede den samme musik. Han spillede sjældent det samme nummer flere gange, så hvis man nogensinde ønskede at høre hovedparten af musikken igen, så var man simpelthen nødt til at optage den på bånd.
Det er dog ikke hele svaret på, hvorfor så mange efterfølgende bevarede deres bånd med hans udsendelser, og det heller ikke hele svaret på, hvorfor så mange optog og bevarede hele udsendelser. Det sidste var usædvanligt set i lyset at, at når man dengang optog fra fx Hej P3 eller fra Fanfare (med Christian Flagstad), så optog man gerne enkeltnumre fra udsendelserne og fyldte på den måde langsomt et bånd op med musik (et "optagebånd").
Den resterende del af svaret er nok dels, at den måde, hvorpå han opbyggede programmerne, til en vis grad var unik. Relativt hurtigt fandt han en skabelon for opbygningen af et program, med placering af forskellige stilarter i nogle faste grupper og med få variationer i en fast rækkefølge, der tilsammen var medvirkende til, at programmerne dannede en helt speciel helhed. Og dels har den relative nærhed blandt musikstilarterne nok også gjort, at det ikke var nødvendigt at være så selektiv, som når man optog fra Hej P3, hvor der blev spillet meget mere blandet musik.
Én af de ældste og mest kendte KS-hjemmesider: Kims Corner (www.tveskov.com/kim/) af Bjarne Tveskov.
Jens Christian Garup: Mindeside om Kim Schumacher (home3.inet.tele.dk/garup/kim.html)
Søren Tjørnov: Kim Schumacher databasen - nedlagt i 2001.
Kim Schumacher Cult (nedlagt i 1999)
Et par af os lavede i årene efter hans død oversigter over vores bånd med Kim Schumacher-optagelser, for på den måde let at kunne finde en bestemt udsendelse eller et bestemt nummer. I sidste ende var det de oversigter, som udgjorde grundlaget for databasen. At det er en database, og at den er lavet som et websted, er ikke noget specielt i sig selv. Det er mere et udtryk for tiden og de generelt tilgængelige medier. Mediet er dog befordrende for eksistensen.
Databasen giver os umiddelbart overblikket over alle udsendelserne, den hjælper os til at datere udsendelserne og få orden på kronologien, og den er med til at trække nye samlere til, som igen kan bidrage til indholdet. Overblikket var der ingen af os, der havde den gang, vi sad hver for sig med vores egne lister. Der var jo ingen facitliste, og der var i praksis ingen, som havde mulighed for at afgive et realistisk bud på, hvor mange radioudsendelser Kim Schumacher havde lavet. Da vi lavede den første version af databasen, lå vores bud på omkring 160 udsendelser. I dag er det blevet forhøjet til lige i underkanten af 210.
Sidst, men ikke mindst, så giver databasen, og kontakten til de øvrige samlere, os en sær form for ro og får på sin vis bragt orden i en del af vores fortid. Uroen opstod hos os hver især den allerførste gang, vi måtte erkende, at vi havde glemt eller på anden måde var gået glip af en Kim Schumacher-udsendelse, og dermed ikke havde fået den på bånd.
www.kimschumacher.dk i blåt design. (juli 2000)
www.kimschumacher.dk i dag. (januar 2002).
Betydningen af DR's monopol er dog sandsynligvis langt mere kompleks end ovenstående simple fremstilling. Det er min påstand, at DR's monopol i praksis fungerede som et slags kulturelt jerntæppe, der i vid udstrækning afskar danskere fra viden om nye strømninger i udlandet, fra påvirkning af andre musikkulturer og kulturer generelt. Kim Schumacher var med til at hive dette jerntæppe op for os.
DR var selvfølgelig ikke den eneste kilde til musik dengang. Der var jo også alle pladeselskaberne, der udgav musik, som man kunne købe i butikkerne. Jeg har ingen konkret viden om, hvordan de opererede, men det vil være rimeligt at antage, at de i bund og grund har skulle tilfredsstille nogle markedsbehov for musik. Så er spørgsmålet blot hvorledes dette behov opstod. For så vidt jeg er orienteret, så spillede DR kun den musik, som blev udgivet i Danmark (i hvert fald den musik, som var rettet imod ungdommen). Det bringer os frem til kernen i problematikken, som, da Kim Schumacher gør sin entre, har været under opbygning i flere årtier.
Hvis man et kort øjeblik ser bort fra, at DR har kunne selektere i musikudbudet, at forbrugerne trods alt også havde mulighed for at hente inspiration udenfor medierne og danne deres egen mening herudfra, samt simplificerer problematikken kraftigt, så er der tale om et problem der "bider sig selv i halen". DR sendte kun musik, som var udgivet i Danmark, forbrugernes behov (i hvert fald det som de havde mulighed for at identificere) var lig med hvad DR spillede, og pladeselskaberne opfyldte forbrugernes behov og udgav musik, som igen var lig hvad DR sendte.
Ovenstående dilemma er et klassisk eksempel på de negative sider, som et monopol kan medføre. I bund og grund er det en opskrift på indavl og degenerering. At det aldrig er gået så galt skyldes selvfølgelig, at der, også dengang, trods alt blev udgivet ny og udenlandsk musik i Danmark, hvis udgivelse ikke blev påvirket af forholdet. Markedet for udenlandsk musik var også den gang stort, og der har givet været musik, som de danske eller dansk repræsenterede pladeselskaber i praksis ikke har haft mulighed for at undlade at udgive. Hertil har presset fra udlandet været for stort. Det ændrer dog ikke ved, at pladeselskaberne nok har været et meget kraftigt filter for, hvad der blev udgivet af musik i Danmark den gang.
Jeg må endnu en gang anføre, at ovenstående selvfølgelig er en simplificeret og subjektiv fremstilling af en kompleks problematik. En vis grad af sandhed skal man dog nok finde i den. Den er nok i en hel del henseender heller ikke retfærdig overfor DR og mange dygtige medarbejdere der. For jeg må indrømme, at når jeg nærlæser en programoversigt for DR fra fx en mandag i januar 1982, så finder jeg et både interessant og homogent dagsprogram. Det er pænt og det er godt arbejde. Det har bare én "lille" hage. Det fejlede voldsomt i forhold til ungdommen (og nok også en god bid af befolkningen i aldersgrupperne derefter) og dens behov. Eksempel:
Hvis man en januarmandag i 1982 gerne ville høre nutidig/ungdommelig musik kl. 19.10 (lige efter at radioavisen var afsluttet), så var der tre valgmuligheder: P1, P2 og P3. De to første blev hurtigt valgt fra. P1 var mest hørespil og magasinprogrammer og P2 udelukkende klassisk musik (ja, jeg er grov nu). Så var der P3. Kl. 19.10 blev der sendt "Vi danser gammeldaws" med Bror Kalles Kapel. Wauw! Resten af aftenen var ikke meget mere opløftende.
Den sidste pointe er således, at Kim Schumacher var anderledes og han var god, men han havde altså også let spil!
DR Online havde engang en hjemmeside om Kim Schumacher (februar 1997).
De havde enddog lagt lydfiler ud til download!! (februar 1997).
Webmasters udkast til en KS-hjemmeside. Siden blev dog aldrig offentliggjort. (1999).
Citat-samling med (bl.a.) Kim Schumacher-citater (www.aerenlund.dk/quotes/index.html).